tirsdag den 28. juni 2011

Sommerkjole....

Tulle har fået ny kjole. Jeg har haft sytid og fik endelig gjort denne skønne sag færdig. Den oser af sommer og atter sommer i sine fine klare farver. Og hun er glad for den. Hun ville have den på, med det samme hun så den. Så man kan vel konstatere, at den er godkendt.

Har allerede klippet op til en mere efter samme mønster. Så må vi se, hvor længe der går inden den bliver færdiggjort....

lørdag den 25. juni 2011

Den første dag i sommerferien blev brugt på....

Så tog vi hul på ferien.... Det har været en dejlig stille hyggedag. Den er blevet brugt på at få sat lidt skik på huset inde og udenfor. Børnene har leget i haven, fanget edderkopper og bare hygget og slappet af. Jeg har bagt hindbærsnitter efter Tinas (hyggetrolde&bulderbasser) opskrift. De blev fantastisk gode. Alt i alt en dejlig dag. Nu sover begge børn, og jeg tror nok der er nogen der glæder sig til i morgen. Der går turen nemlig til Legoland.


fredag den 24. juni 2011

Sommerferie...

                 

Tænk engang. Så gik der lige et helt skoleår. Det er utroligt, så stærkt det er gået, og nu er der altså allerede sommerferie igen. Det er da ikke fordi, at jeg ikke godt kan bruge nogle fridage, men det er slet ikke sådan, at jeg føler, at NU har jeg bare brug for ferie. Det er dejligt at have det sådan. Det må skyldes, at jeg arbejder sammen med så mange skønne mennesker, og at den klasse jeg har fået her efter min barsel er super god. Børnene er altså så søde, glade og ivrige efter at lære. Dertil kommer også, at deres forældre bakker godt op, og interesserer sig for deres barns skolegang. Så kan det da ikke blive meget bedre. Jeg er meget tilfreds med mit job og min arbejdsplads. Men nu er der altså ferie i 7 uger. Hvor skal vi nyde den og hygge os herhjemme. -Og mon ikke der liiige bliver tid til nogle kreasysler..... Det tror jeg vist nok der gør.

torsdag den 23. juni 2011

Fut fut futter....

Jeg har været igang med at sy futter. Jeg tegnede mønstret efter et par, som jeg havde i forvejen, og gik så igang. Det er virkelig så skønt at arbejde i skind. Jeg havde længe haft en masse flotte bånd til at ligge, og vidste ikke helt, hvad jeg skulle bruge dem til. Så kom jeg i tanke om, at de kunne bruges som dekoration på futterne. Resultatet er blevet rigtig godt synes jeg. De er lige, som jeg havde forestillet mig, og der er da også allerede blevet foræret et par væk til en veninde, hvis pige liiiige stod og manglede nogle nye.






onsdag den 15. juni 2011

Gok gok......

Jeg har en høne. En helt speciel en af slagsen. Den er lidt kongelig og lægger guldæg. Jeg fik den i gave til min 30 års fødselsdag, og jeg er helt vild med den. Det er keramikeren Cathrine Collart, der har lavet den. Hun laver de mest fantastiske ting. Fabelhøns, fade, krukker, lysestager, vaser o.s.v. Jeg kan kun anbefale, at man tager en tur forbi hendes hjem, hvis man alligevel er oppe omkring Blokhus. Tag og kig nærmere på hendes ting på http://www.collart.dk/


P4020045.JPG
P4020154.JPG

P4020106.JPG
P4020118.JPG

søndag den 12. juni 2011

Dyreudstilling....

Jeg lavede for efterhånden længe siden en lille ny ting til Tulle. Den var til at lege med, og faldt i god jord med det samme. Hun flyttede straks nogle af sine små dyr ind i kassen, og elsker at sidde og rykke rundt på dem.